Cykelture

onsdag den 9. februar 2011

Mental Sundhed

Vi pruster og stønner, løber og cykler, løfter vægte og går til holdtræning.
Alt sammen for at træne vores krop. Men lige så vigtigt, som det er at træne fysikken, er det at pleje sin mentale sundhed.
Den mentale styrke er i høj grad fundamentet for en aktiv og sund livsstil.
Det er jo i sidste ende din hjerne, der træffer beslutningen om, at du skal træne.
Når du vil træne din mentale styrke, er der især to begreber, der er vigtige at forstå. Motivation og viljestyrke.

Motivation
Mange siger, at de ikke kommer i gang med at træne, fordi de ikke er motiverede.
De tager fejl. Motivation er supervigtigt, men vi tillægger den alt for stor en rolle.
Mange gange venter vi på, at motivationen skal komme, før vi går i gang. Desværre kommer vi altid til at vente længe. Det er ikke så mærkeligt. Et af mine favoritcitater er Einsteins: 'Nothing happens, until something moves.'
Eller på godt dansk: Der sker ikke en skid, før noget bevæger sig. Motivationen kommer først, når vi er i gang. Ikke omvendt. Det er ikke tilfældigt, at stammen af det latinske ord for 'motivation' er 'at bevæge sig'.
 
Det næste problem med motivation er, at den går op og ned i bølger, og derfor ender vi mange gange med at træne, når motivationen er høj, og at gå i stå, når motivationen er lav. Det resulterer i en pudsig form for intervaltræning, som vi vist alle kender alt for godt.
Så spørgsmålet er: hvordan øger vi vores motivation? Hvis vi vil gøre det, må vi først forstå, hvordan motivation virker. For mig kan motivation sættes på en formel:

Sæt et klart mål

 

To faktorer. Meget forsimplet kan intensiteten beskrives som, hvor meget du brænder for målet. Din energi, dit moment, din fremdrift. Den anden faktor er målet selv. Og der gælder to ting om dine mål. De skal være klart definerede. Har vi ikke et klart mål med vores træning, er vi i problemer. Og så skal dine fremskridt mod målet være målbare.

Første skridt mod at begynde at træne er altså: Sæt et klart mål, som du brænder for at nå. Et godt mål er: 'Jeg vil have pulsen op 15 minutter om dagen, fem dage i ugen'. Det næste skridt er at komme i gang. Og det kræver meget ofte noget andet end motivation. Nemlig viljestyrke.


Sådan virker din viljestyrke

For at komme i gang skal vi mønstre viljestyrke. Hvordan gør vi det? Jeg plejer at sige, at der findes tre former for viljestyrke. En der er let at mønstre. To der er svære. De tre typer kan findes ved at besvare spørgsmålene: 'Vil jeg?' og 'Burde jeg?'
Første scenarie er: Vil jeg i gang med at træne? Ja. Burde jeg gå i gang med at træne? Ja.
Projekter, hvor vi kan svare ja til begge spørgsmål, vi med stor sandsynlighed lykkes for os. Vi både vil og bør. Viljestyrken, vi skal bruge for at komme i gang i den situation, er forholdsvis let at mønstre.
Andet scenarie: ViI jeg i gang med at træne? Nej! Bør jeg gå i gang? Ja. Sådan har vi det næsten alle med sundhedsprojekter.
Spise sundt, træne mere. For at komme i gang med den type projekter, kræver det en anden type viljestyrke. Og den type er sværere at mønstre end den første.

Tredje scenarie: Vil jeg spise den is? Ja. Bør jeg spise den is? Nej. Her skal vi bruge den tredje type viljestyrke.
Stå-imod-fristelser-viljestyrken. Nu relaterer det sig ikke til træning (det er alligevel de færreste af os, der er decideret fristede til at træne), men den bedste strategi i de situationer er at undgå fristelsen helt. Vi er, hvad vi spiser, og vi spiser, hvad vi køber. Så lad være at handle, når du er sulten, og undgå sliksektionerne.

De sidste to typer viljestyrke er begge svære at mønstre. Den gode nyhed er, at vi kan træne dem. Ny forskning viser, at vores viljestyrke fungerer lidt som en muskel. Vi kan træne den ved langsomt at bygge den op - ved at bruge den. Men som en muskel bliver den også udmattet - og kræver vi for meget af den, svinder den ind i stedet for at vokse. Det viser sig også, at vi hver dag har en begrænset mængde viljestyrke. Og hver gang vi bruger den, dræner vi den lidt, indtil tanken er tom for dagen. Mit råd er derfor at gemme viljestyrken til de ting, du virkelig gerne vil. F.eks. din træning. Hvis du bruger hele dagen på at undgå colaen og slikposen, så har du ikke mere viljestyrke, når aftenen kommer, og du skal til træning.

Sørg derfor for at få dine vigtige projekter af vejen tidligt på dagen. Lad også være med at iværksætte for mange viljestyrkeprojekter på én gang. Jeg anbefaler maks ét ad gangen. Derfor siger jeg også til folk, der fra den ene dag til den anden siger, at de aldrig vil spise slik mere, at det lyder fjollet. Det vil beslaglægge hele deres viljestyrke-ration hver eneste dag, og det er dømt til at gå galt. Så hvis du går rundt og slår dig selv i hovedet over, at du er et menneske uden viljestyrke, med rygrad som en regnorm, så stop. Det er du ikke. Du bruger bare din viljestyrke på forkerte ting. 
Spar den op og brug den godt i stedet.


Sæt dig et klart mål

Hvis du vil i gang med at træne, så sæt først et klart mål, og mål dine fremskridt. Og brug derefter viljestyrken til at holde fast i træningen. Hvis du fortsætter længe nok, vil træningen langsomt blive til en vane, og når det sker, kan du begynde at tænke på at indlede endnu et viljestyrke-projekt.
Desværre tager det tid at opbygge vaner, og myten om, at det kun tager 21 dage holder ikke. Forsøg har faktisk vist, at det tager et sted mellem 18 og 254 dage, at indarbejde helt simple sunde vaner, som f. eks. bare at drikke en flaske vand til sin frokost. Og det var faktisk det eneste, der tog tæt på 18 dage.
Træning lå helt i den anden ende - tæt på 254 dage. Og det endda selvom forsøgspersonerne var topmotiverede fra starten af forsøget.
Så vi må bare acceptere, at viljestyrke er en del af legen, og at det er hårdt at holde ved. Men når du først har erkendt det, er du nået langt. Så er du klar til at begynde - men kun med ét projekt!


10 kommentarer:

  1. Interesant artikel især det med viljestyrken.
    Ja mange ting er lettere når det er noget man kan sige ja til.
    Tankevækkende at man kan opbruge sin kvote af viljestyrke i løbet af dagen og så falde i vandet om aftenen.
    Vi var ude at cykle 2 timer idag. Jeg havde aftalt med mig selv at jeg ikke stod først af op af de stejle bakker.
    Og det gjorde jeg heller ikke så konditionen er bedret om det skyldes mine daglige gåture i alt slags vejr ved jeg ikke.

    Knus kis

    SvarSlet
  2. Hej Kis

    Ja det er meget tankevækkende at viljestyrken kan opbruges i løbet af dagen. Synes også at det er tankevækkende at det tager lang tid at ændre en vane og at vi kun kan ændre en vane ad gangen.

    Men jeg tror der er noget om det. Selv arbejder med at ændre to vaner på en gang. Det ene er min kost og det andet er min træning. Nu synes jeg at min træning kører fint og jeg kan mærke at jeg har fået mere overskud til at spise rigtigt.

    Jeg har faktisk også forsøgt at ændre på mine søvnvaner. Og det er ikke lykkedes for mig. Men måske kommer det nu hvor min træning bare kører.

    Jeg er slet ikke i tvivl om at dine daglige gåture giver dig en rigtig god kondition og en dejlig mental velvære. Nu ved jeg ikke om det kunne være noget for dig at melde dig ind i et motionscenter og måske træne lidt her hver anden dag. I motionscenteret kan du jo gå en tur på løbebåndet, cykle lidt på en motionscykel altså træning som du plejer. Du træner meget lår og de øvrige muskler herved og det er meget fint. Men jeg tænkte om det måske var noget for dig at træne nogen af de øvrige muskler, som mave, bryst, ryg, nakke og armmuskler. Disse muskler er det meget nemt og enkelt at træne i motionscenteret. Kunne du tænke dig det Kis?

    Knus Knud

    SvarSlet
  3. Hej Knud
    At træne i et motionscenter?
    Det vil jeg da ikke afvise.
    Jeg har jo haft hold med vedligeholdende
    træning for ældre hjemmeboende i ca 15 år,
    og træning i varmvandsbassin.

    Jeg er jo så heldig at jeg har kunnet gå på efterløn.Det var det helt rigtige for mig.

    Det viste sig at blive meget brug for mig da lillebror blev syg.(han skal igennem en hård kur i næste måned)Så skulle det gerne gå fremad.

    Da vi alle ELSKER svømning vil det være der jeg vil træne.Svømmehal el strand.
    At vandre langs stranden i timevis er lige mig.
    Jeg er en god lytter og holder af den ligeværdige samtale.

    Nu er det vist nok om mig...smiler

    Knus kis

    SvarSlet
  4. Hej Knud

    Jeg har lige et spørgsmål til dig.

    Jeg læste en artikel om gående meditation.
    Har du noget kendskab til det?

    Knus kis

    SvarSlet
  5. Jeg har kendskab til meditation. Jeg mediterer hver dag. Jeg dyrker en meditationsform der hedder Sahaj Marg som betyder den enkle vej. Heraf inspirationen til navnet på min blog.

    Sahaj Marg er en meget enkel måde at meditere på. For at udføre den er det nødvendig med en lille oplæring. Det foregår hos en proceptor som er en person der er oplært af mesteren.

    Der sker det med vores sind at det bliver opfyldt og blokeret af sanseindtrykkene der skaber vore tanker. Meditation rydder op i sindet og fjerner blokeringerne.

    At gå en tur som du gør sammen med din veninde hver dag vil jeg mene i sig selv er stærkt meditativt, da du er i kontakt med naturen og ret meget bedre kan det faktisk ikke blive.

    Jeg kunne godt gi dig tip til meditation, men det må jeg desværre ikke, da jeg ikke er godkendt hertil.

    Jeg synes også at det er vigtigt at man har en vejleder når man udfører meditation i hvert fald i starten, da der kan dukke eks erindringer op som det vil være godt for en at ha en at tale med om.

    Jeg håber mit svar er ok. Hvis du gerne vil vide mere om meditation og hvordan du kan komme igang på en god måde vil jeg gerne hjælpe dig med det. Skriv blot igen og jeg sender dig et link til hvordan du kommer igang på en seriøs måde og med den rigtige oplæring.

    Knus Knud

    SvarSlet
  6. Hej Knud

    Tak for dit uddybende svar.
    Jeg tænker jeg vil vente lidt endnu.
    En vejleder... havde du sådan en?
    Jeg tænker...

    Godnat
    Knus kis

    SvarSlet
  7. Hej Kis

    Ja jeg havde en vejleder, en preceptor. Jeg havde tre sittings med preceptoren. Under disse sittings fik jeg renset mit sind og havde efter meditationen samtaler. Herefter blev jeg godkendt. Så idag er jeg en Abhyas. Det vil sige at jeg må udføre Sahj Marg meditationen i praksis hjemme og i Meditationscenteret.

    Jeg er dog ikke kommet i Meditationscenteret i et par år, og jeg er heller ikke kommet hos min preceptor, hvor jeg egentligt skal komme hver fjortende dag og meditere i en times tid. Årsagerne hertil er mange, men den væsentligste er vist mit eget ønske om at forsøge at leve et enkelt liv. Nu føler jeg at mit liv er enklere, men der er stadig meget jeg skal ha kikket på. Jeg har foræret stort set alt jeg ejede til Kirkens Korshær, men der er stadig ting som jeg ikke har brug. De ting vil jeg forsøge at rydde op i nu og forære dem væk også. Jeg synes det er en hård proces at rydde op i mine materielle ting. Der er jo minder forbundet med det.

    Så er der jo min hverdag også. Og her er der også meget der skal kikkes på. Og det bliver vist endnu hårdere. Jeg må erkende at det tager lang tid at ændre vaner, så jeg må forsøge at være tålmodig, og det kan være svært.

    Knus Knud

    SvarSlet
  8. Hej Knud

    Har du lyst til at fortælle mig om det
    er det noget du SKAL eller VIL rydde op i dine ting og vaner?

    Du ved sikkert godt hvilken vane jeg mener det ville være godt at rydde af vejen...smiler

    God weekend til dig og dine
    Knus kis

    SvarSlet
  9. Godaften Kis

    Ja idag fik jeg ryddet op i mit køleskab og det vil sige at den nu næsten er tom....smiler....så skal den gøres grundigt rent i morgen tidlig og så vil jeg købe noget sundt mad og fylde i den igen.

    Så har jeg en skuffe med mad og den bliver også helt tømt for mad imorgen og gjort ren og så kommer der også sund mad i den.

    Og så kommer turen til resten af køkkenet. Dvs at jeg putter overflødig glas, pander, gryder og al mulig andet stille og roligt ned i nogen flyttekaaser og kører det over til Kirkens Korshær.

    Og så er det nok mandag og her skal jeg lave nogen hylder sammen med Freja til hendes værelse og så kan hun jo hjælpe mig lidt med at lave lidt køkken inventar til mig.

    Og så er der jo lige den der vane med smøgerne, der også skal kikkes på, men det må vente lidt. Lige nu vil jeg prioritere lige at komme igang med at lave en lækker humus og så håber jeg meget at jeg også lige kan finde energien til at komme igang med at bage igen. Der er ganske enkelt ikke noget bedre end frisk bagt brød, rugbrød, franskbrød, boller og flutes.

    Kan du og dine også ha en god weekend
    Knus knud

    SvarSlet
  10. Et par spørgsmål til dig knud

    Når man har lært at meditere behøver man altså ikke komme i centret el hos vejleder?

    Når du giver dine ting væk er det så i forbindelse med et enklere liv el en bestemt tro?

    Det hører jeg gerne om.
    Knus kis

    SvarSlet